Jagten på en TV udbyder
I min jagt på en TV udbyder hjemme i privaten, så faldt jeg over Boxer TV. Selv med en fortid i branchen, så formåede Boxer TV ikke at gøre det så simpelt på deres hjemmeside, at jeg forstod hvilket udstyr jeg skal bruge for at modtage TV.
Kundeservice hos Boxer TV
I stedet for at havne som nummer 117 i køen til deres kundeservice, så valgte jeg at lade Boxer TV ringe mig op. Jeg tænkte, at det da var den letteste måde at stille salgsafdelingen et par spørgsmål, inden jeg tog beslutning om at købe.
Det er nu 3 dage siden jeg henvendte mig via hjemmesiden til SALGSAFDELINGEN. Der er stadig ingen respons fra Boxer TV. Mit store spørgsmål er nu, hvorfor tager det så lang tid for dem at henvende sig til en potentiel kunde, der har udvist et købssignal? Sidst jeg selv fik sådan en henvendelse via salgschef.dk kontaktsiden, så gik der 4 minutter inden jeg ringede kunden op – og solgte.
Hvad med din call to action
Stort set alle de virksomheder jeg kender, der laver hjemmesider taler om ”call to action” på hjemmesiden. Altså at gøre det let for kunden at henvende sig til virksomheden. Dette gøres naturligvis for at få kunden til at agere som virksomheden ønsker. Dermed er der større mulighed for at få en ny kunde.
Tilbage til Boxer TV.
De er ganske gode med deres ”call to action”. Jeg havde ikke problemer med at få udfyldt en formular med mit navn og telefonnr. Men de reagerer stadig ikke. Nu 3 dage efter, så er sandsynligheden for jeg har valgt en anden leverandør temmelig stor. Mon der er andre der sidder tilbage med samme oplevelse som mig? Og hvad hvis jeg har brug for support efter købet, hvor længe skal jeg så vente.
Min egen hverdag
I min virksomhed er det helt utænkeligt, at der går flere dage inden jeg vender tilbage til en kunde. Særligt når kunden selv har henvendt sig. Det sker samme dag, og gerne inde for samme time, som jeg har modtaget mailen. Selvfølgelig kan jeg være optaget af et møde eller et salgskursus. Hvis jeg ikke kan tage mod en ordre i en fart, hvordan skal jeg så kunne løse opgaven for kunden?
Husk altid, at kunder der selv henvender sig, allerede er i markedet for at få opfyldt et behov. Skal du dække det, eller skal din konkurrent?
Nu sidder jeg så tilbage og venter på Boxer TV. Mon de snart finder en sælger der ringer, meget gerne inden Tour de France starter?